Demokratiets pris

Da jeg er bortrejst på valgdagen d. 16. november, afgav jeg i går mine stemmer til hhv. kommunal- og regionsrådsvalget pr. brev på et bibliotek i min bopælskommune. Bibliotekaren modtog mit ønske med et smil og let flakkende øjne - jeg var hendes første brevstemmer og procedurens punktliste fyldte det meste af et lamineret A4-ark. Hun havde dog ingen grund til bekymring; den demokratiske proces blev nidkært fulgt med succesfuldt resultat.

Først skulle jeg, naturligvis, dokumentere, hvem jeg var. Til det formål var mit spritnye rejsepas fyldestgørende, men det havde et fotoløst sundhedskort også været. Så fik jeg overrakt to, pånær påskriften, ens kuverter, og blev vist ind i stemmeboksen, hvor jeg kunne kratte mine kandidatnavne ned på henholdsvis en gul og en blå stemmeseddel med en Viking-blyant i snor, spidset ikke senere end sidste valg, og min normalt ulæselige håndskrift, som jeg, i respekt for handlingens alvorsfulde og ceremonielle karakter, dog gjorde mig umage for at tydeliggøre, så stemmerne ikke risikerede at blive kendt ugyldige. Jeg så mig godt for, så stemmesedlerne røg tilbage i hver sin korrekte kuvert, som jeg måtte slikke på - ligesom i gamle dage - for at lukke. Det smagte sødt.

Tilbage ved "valgbordet" måtte jeg underskrive en erklæring, som den tilforordnede bibliotekar i mellemtiden havde udskrevet, påtrykt alle mine personlige data, bekræftende at det skam var mig - personligt! -, som havde afgivet stemmerne. Rigtigheden heraf attesteredes derefter af den tilforordnede og en kollega med hhv. underskrift samt bibliotekets autoriserede stempel, som også finder anvendelse, når lånetiden overskrides.

Herefter fik jeg besked om egenhændigt at placere de to kuverter med mine gule og blå stemmesedler i den foldede attest, som på én og kun én måde skulle anbringes i en dertil indrettet rudekuvert, således at man gennem ruden kunne aflæse bibliotekets navn og postadresse.

Efter at have slikket også på denne kuverts limkant (der var dog en limstift til rådighed, men den havde jeg, i disse post-coronatider, ikke lyst til at røre ved), så den kunne forsegles forsvarligt, blev den - desværre uden blinkende blitzpærer, men samvittighedsfuldt overvåget af de tilforordnede - nedsænket via en passende sprække i "stemmeurnen", en plastikkasse med klik-låg.

De tilforordnede takkede for mine stemmer, som havde givet dem lejlighed til at gennemspille premieren på valghandlingens procedurer. Således opfyldt af stolthed over at have gjort min borgerpligt, kunne jeg forlade afstemningsstedet, dog ikke uden en nagende vished om, at man, hvis man havde en sådan hensigt, nemt ville kunne afkode mit politiske ståsted, blot ved at åbne den kuverten med den personliggjorte attest og mine stemmesedler.

Samtidig var jeg også en kende bekymret over fejlkilder og omkostninger ved denne ganske bureaukratiske, miljøfjendske og anakronistiske procedure, men vil dog ikke driste mig til at foreslå mere moderne muligheder, f.eks. af elektronisk beskaffenhed, da man af bitter erfaring ved, hvad sådanne digitale løsninger kan medføre af uventede budgetoverskridelser, cyberangreb, ministersamråd og generel mistænksomhed af orwellske dimensioner hos den stemmeberettigede del af befolkningen, altsammen blot for at kunne afgive sin stemme hjemme fra sofaen, ved hjælp af sit Nem- eller MitID, hurtigere end den tid, det tager at spidse en blyant.

Lad imidlertid ikke denne beretning afholde nogen fra at brevstemme - eller gå i stemmeboksen på valgdagen. Demokratiet styrkes med hvert kryds - og det giver brokkeret. God valgdag!