Det var kattens...

Sig vuf til Oscar. Han er to år gammel og af racen dværg-schnauzer, med stamtavle og det hele. Det var ikke meningen, at vi skulle have hund før vi blev gamle, men enten er vi blevet gamle eller også har tilfældet igen rådet.

Oscar er en blid, kærlig, nysgerrig og glad hund, som efter en uges ophold allerede ved, hvor han skal både gøre og lade og sove og spise. Han er høflig og imødekommende overfor andre hunde og mennesker, trækker næsten ikke i snoren og lystrer faktisk også de mere trælse kommandoer. Han gør ikke unødigt og springer ikke op af folk - næsten ikke. Han irriteres muligvis over over robotstøvsugeren, men han ignorerer den med ophøjet ro. Han hopper ikke op i sofaen, når han er alene hjemme. Han knurrer lidt af fugle og sære lyde, men er vist mest i det for underholdningsværdien.

Til gengæld elsker han opmærksomhed og vil gerne aes, klappes, kløes bag ørerne og leges med. Jo, han er god nok.

Han blev pludselig herreløs, hvilket min kære hustru ikke brød sig om, så nu er han flyttet ind hos os, hvor han efter alt at dømme allerede føler sig hjemme.

Inde bag den alt for lange pels gemmer sig to sorte, glade hundeøjne som glæder sig til at opleve lidt mere af verden fra næste uge, hvor hundetrimmeren kommer forbi og giver syn for sagn. Så kan han måske også bedre gribe de godbidder, man kaster til ham...